Hjemvé, udlængsel, savn og fængsel. Kærlighed.
De to fortløbende digte, blev undfanget i et kort øjeblik, af klarsynet inspiration, mens jeg var i skole. Jeg har været væk, i godt tre måneder, og dette her er noget af det første, jeg har skrevet længe.
Mit overskud er ikke hvad det har været. Jeg ved ikke om det er omgivelser, det fremmede sprog, skriveblokade eller bare mangel på talent, der har afholdt mig fra at være produktiv, de sidste par måneder. Jeg ved at jeg var rigtig glad, efter jeg havde skriblet de par linier, for jeg har savnet de.
Det er mærkeligt, hvor meget et praktikophold kan ændre. For Gitte Savnholm, på Politikens redaktion, er den egentlige grund, til at jeg overhovedet skriver digte. Hende og så Maja.
Jeg ved ikke om i kan relatere til det jeg skriver, jeg ved ikke, om det fremstår som komplet nonsens, men en ting er sikkert. Det hjælper mig, at lette mit hjerte, og lade overvægten flyde ud gennem en pen, til blankt papir.
Lige nu sidder jeg, mere end 12000 kilomter væk fra min familie, som jeg ikke for at se, før en gang i næste juli, og jeg tager mig selv i at tænke på, hvorfor i alverden jeg gjorde dette her.
Var det fordi jeg var utilfreds med hvad jeg havde? Næh, egentlig ikke. Var det fordi jeg trængte til at komme ud og se verden? Det tror jeg egentlig heller ikke.
Når ret skal være ret, ved jeg egentlig ikke hvorfor jeg tog afsted. Jeg pakkede venskaber og følelser ned i en kuffert, på 90 liter, og tog 18 timer i fly til Santiago.
Nu sidder jeg i Atacamaørkenen og har en smule hjemvé; Jeg burde egentlig gå i seng, men inspirationen har sit greb i mig, og trangen til at skrive er bare for stor.
De siger, at et udvekslingsår er "the year of your life time". Jeg mener, at hvert år, er et "year of your life time", og at jeg i højere grad værdsætter det, allerede efter tre måneder. Så hvem ved, hvad jeg tror, når jeg en gang vender tilbage..?
Da jeg ankom, syntes der at være en evighed, til december, nu er der mindre en måned. Tiden går hurtigt herovre, og før jeg ved af det, sidder jeg sikkert på flyveren, på vej tilbage til Europa.
Men indtil da, vil jeg forsøge, at følge op på hvert eneste øjeblik, med inspiration, da jeg, ind imellem, bare har brug for at få lettet trykket. Det kan være det, der er gnisten. Emosionelt højtryk.
For jeg har da oplevet min del, af følelser herovre. Vrede, angst, hjemvé, sorg og glæde. Der mangler endnu en del af spektret, men det kommer sikkert også; Det er jeg ikke i tvivl om.
Så det er bare om at vente. Imens slukker jeg for musik og lys, kryber under min dyne, og sender en venlig tanke, til min familie, til mine venner og til langt de fleste som jeg kender. For når jeg ser på bundlinien. Jah, så elsker jeg jer sgu nok allesammen. Jeg har muligvis ikke altid været god, til at udtrykke mine følelser, men her er det. Hvidt på sort, som mærkelige koder i HTML: Jeg elsker jer!
Mikkel
