Hvorfor sidder jeg her?
Hvorfor er jeg alene, når folk siger, at det er bedre, at være 2?
Hvordan fandt vi sammen så tidligt?
Hvad fik vi tiden til at gå med?
Hvorfor er jeg glad, når jeg burde være trist?
Og hvorfor er jeg trist, når jeg burde være glad?
Hvorfor tvivler jeg ikke på åbenlyse filmklichéer?
Jeg finder stadig glæde, i at gå alene. Så måske skulle jeg bare spille hende en hornmarch og gå væk med næsen i sky..