For mig er køkkenet et helligt sted. Det er her jeg kommer, gerne efter mørkets frembrud og når alle sover.
Stedet som, på mange måder, holder os i live i løbet af dagen har en utroligt rolig aura i løbet af nattetimerne.
Her kan jeg høre mine tanker knage i takt med vægurets tikka og køleskabet giver sit besyv med, med en stilfærdig brummen.
Spisebordet er som et alter hvor vi igennem dagen tilbeder konsumerismen, men her til aften bliver det underlag for min skriblende tankenedfældelse.
“Samtalekøkken” er et sjovt ord. For mig er hver eneste køkken et samtalekøkken, uanset hvad HTH prøver at prakke dig på, så “samtaler” vi, i vores køkkener.
På nogle måder ville jeg ligefrem foretrække “lille og tæt” frem for “stort og åbent” da jeg værdsætter den intime albuegnubben, under opvasken.
Jeg er ved at løbe tør for ord, og klokken tikker ubønhørligt imod morgen, men endnu sover alle, og jeg sidder her, med en ostemad og mine tanker, i mit køkken.
