han kniber øjnene sammen
stirrer på den nedgående sol
mens strålerne
flyder
brænder
hans kolde krop
vejen kan han ikke finde
imellem træer og buskads
snubler
falder
og ligger til sidst
med ansigtet vendt mod himlen
hans lunger tømmes
men fyldes med luft
igen
uden at vide hvorfor
pumper hjerte
blodet cirkulerer
i en krop
der for længst burde være borte, slukket
givet op
han tænker på forløsningen
han har hørt den findes
det er faktisk derfor han går
Går og går
i stå
