lyden af din stemme

som fra en lukket boks

det hæse hvæs

når røgen forlader dine lunger

 

længsel på tværs af tusinde kilometer

evig utrivsel

den distræte larm

fra hovedstadens gader

uden titel

rusen indfinder sig ikke

jeg står på kanten og kigger med kynikerens kolde blik

på de legende menneskemasser

 

deres sammenhold er ufonderet

baseret på det faktum at deres promille er for høj

jeg trækker mig væk

 

jeg ser dem

væltende sanseløse rundt i deres vilde og lykkelige øjeblik

jeg ringer og for at vide hvornår den næste bus går

 

jeg tænker på de ting som de ikke tænker på

min egen dødelig. og følsomhed

fylder det meste

 

det fylder det hele

roder rundt i mit hoved og får almindelige prioriteter til at ligne fugleklatter

på hele livets frembrusende forrude

 

uden nogen afklaring

suser jeg gennem den kolde tomme nat

hvor små ildfluer af tabt lykke oplyser min verden i korte glimt

 

på mørke stisystemer møder jeg

de følelsesmæssigt udstødte som resten af verden har bortvist

hertil

 

jeg derimod

befinder mig her i selvvalgt eksil

væk fra verdens rod og omklamrende sociale normer

her er man fri

 

fri for den bunke normer og “socialt acceptable” ting

som nogen vist nok engang har vedtaget

for så holder vi os fa’eme til dem, ikke?

 

Vi mødes herude

hvor normalitetens nøgne lysstofrør er erstatter af bløde lys og obblødte former

her hvor man kan slumre i sin egen lyssky suppe.

en mærkelig snegl

lige pludselig står man og er verdens største idiot
uden man egentlig havde tænkt over
at man ikke gik og tænkte over det

for egentligt kan man godt gå hen og glemme
at man er ham den flinke
ham som opfører sig ordentligt

i hvert fald stor man pludselig med et ordentlig skæg i fortrydelsens
højrøde postkasse
og kan ikke helt sige hvorfor

de normer man troede man gik og fulgte blev sat til side
man blev bange for noget man egentligt troede var trygt
og til sidst, ja, så løb man

den bløde mand er en mærkelig snegl

Mit køkken

For mig er køkkenet et helligt sted. Det er her jeg kommer, gerne efter mørkets frembrud og når alle sover.

Stedet som, på mange måder, holder os i live i løbet af dagen har en utroligt rolig aura i løbet af nattetimerne.

Her kan jeg høre mine tanker knage i takt med vægurets tikka og køleskabet giver sit besyv med, med en stilfærdig brummen.

Spisebordet er som et alter hvor vi igennem dagen tilbeder konsumerismen, men her til aften bliver det underlag for min skriblende tankenedfældelse.

“Samtalekøkken” er et sjovt ord. For mig er hver eneste køkken et samtalekøkken, uanset hvad HTH prøver at prakke dig på, så “samtaler” vi, i vores køkkener.

På nogle måder ville jeg ligefrem foretrække “lille og tæt” frem for “stort og åbent” da jeg værdsætter den intime albuegnubben, under opvasken.

Jeg er ved at løbe tør for ord, og klokken tikker ubønhørligt imod morgen, men endnu sover alle, og jeg sidder her, med en ostemad og mine tanker, i mit køkken.

Why don't you go with peace..?

Hvorfor sidder jeg her?

Hvorfor er jeg alene, når folk siger, at det er bedre, at være 2?

Hvordan fandt vi sammen så tidligt?

Hvad fik vi tiden til at gå med?

Hvorfor er jeg glad, når jeg burde være trist?

Og hvorfor er jeg trist, når jeg burde være glad?

Hvorfor tvivler jeg ikke på åbenlyse filmklichéer?

 

Jeg finder stadig glæde, i at gå alene. Så måske skulle jeg bare spille hende en hornmarch og gå væk med næsen i sky..

lad mig bare ligge

Så ligger man her igen,

på et imaginært gulv, i en imaginær verden.

Og lad mig bare ligge.

Jeg skal bare lige have tid.

Tid til at holde gøre op med mine tanker,

tid til at undgå hadet,

tid til bare at være venner.

 

Du skal ikke samle mig op!

jeg skal bare have fem minutter mere.

Fem minutter til at se ensomheden i øjnene

og give dine forestillinger de los, som de skulle have haft i fredags.

Giv mig lidt tid..

Giv mig tid, så ser jeg sikkert, at det alligevel ikke var noget,

at hendes billede bare var Odysseus til min Polyfemos.

Imagination, thou be a bitch

The gentle touches,
the glimmering noise whenever she kissed me,
was nothing but a product of my vivid imagination.

It kicked me in the balls,
turned my world and destroyed towers of my affection,
my own emotional hydrogen bomb.