rusen indfinder sig ikke
jeg står på kanten og kigger med kynikerens kolde blik
på de legende menneskemasser
deres sammenhold er ufonderet
baseret på det faktum at deres promille er for høj
jeg trækker mig væk
jeg ser dem
væltende sanseløse rundt i deres vilde og lykkelige øjeblik
jeg ringer og for at vide hvornår den næste bus går
jeg tænker på de ting som de ikke tænker på
min egen dødelig. og følsomhed
fylder det meste
det fylder det hele
roder rundt i mit hoved og får almindelige prioriteter til at ligne fugleklatter
på hele livets frembrusende forrude
uden nogen afklaring
suser jeg gennem den kolde tomme nat
hvor små ildfluer af tabt lykke oplyser min verden i korte glimt
på mørke stisystemer møder jeg
de følelsesmæssigt udstødte som resten af verden har bortvist
hertil
jeg derimod
befinder mig her i selvvalgt eksil
væk fra verdens rod og omklamrende sociale normer
her er man fri
fri for den bunke normer og “socialt acceptable” ting
som nogen vist nok engang har vedtaget
for så holder vi os fa’eme til dem, ikke?
Vi mødes herude
hvor normalitetens nøgne lysstofrør er erstatter af bløde lys og obblødte former
her hvor man kan slumre i sin egen lyssky suppe.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar