11.00 - 11.01

Klokken elleve er alle fremmede
iklædt monotone vendekåber
i gang med at lyve
når vi lyver er vi alle ens

Klokken elleve er vi iført vores hverdags uniform
i titusindvis er ingen forskellige
men alle ensomme i et desperat fælleskab
det liv vi har besluttet

Klokken elleve er der ingen der elsker
verden hvirvler for hastigt
til at få følelserne med
kun når vi elsker står verden stille

Klokken elleve nul et er vi alene
i et vakuum af stille eftertænksomhed
blottet for tro, håb og kærlighed i hinandens øjne
kun når vi er nøgne kender vi hinanden.

Waking

feet cold with morning every up waking

licking crystals from your window

blindly dreaming

no words

puffing gently

your lungs out smoke rings

and rings

welcome back world

of love

kissing something long

forgotten times

see the trees edging colourful day

grab your life shower in sunrise jump off the edge of the day

uden titel #1

Udviskede udklip

virkeligt øjeblik

blandt nøgne stammers længsel

et hvidt tågeland.

 

Gå og kys våde læber

af længsel

med flammetunger, slik

dine sår

 

I korte asfaltøjeblikke

inden hud og øje

forstener og mørket falder os ind

#2

nat nat nat nat nat

sort nat nat nat blød nat

nat nat våd

nat nat nat nat nat nat nat nat nat nat nat bekymret

nat usikker nat

nat

nat grå blå

blødende sol

horisont

modløst morgengry

#1

Tårer

glimrende

vemodsblå himmel.

Tristeza

er spansk for sørmodighed,

men det får jeg det ikke bedre af.

 

Om natten er her stille.

Bilernes fjerne susen forsvinder

med solens purpur stråler

i aftenens sidste orgasmerøde glimt.

- Selv mågerne er stille.

 

I min have på kanten af verden,

er der tyst.

Jeg går stille aftenture

imellem tanker og betænkninger

og dufter til det spirende nye.

 

Den kølige aftenluft kysser min kind,

som jeg ved den kysser din

på din fjerne, forjættede veranda.

På min læber er smagen, af dig,

forvitret og forsvundet.

 

Når morgenen gryr, og den varme luft

skærer huller i mine trætte øjne,

trodser jeg dit nærvær i mine tanker

og går i seng.

- alene.

 

Lad os svømme i uvidenhedens oceaner.

Lad mig kærtegne din krop,

fjernt fra sorgens sorte kyster.

Lad vores læber mødes

og drikke vand af måneklare kilder.

Lad os hvile vores udmattede kroppe på solens første stråler.

 

Det er bedre uden mig,

siger du, med mit hjerte i din hånd.

Men jeg

kan ikke,

kan ikke,

kan ikke,

kan ikke,

kan ikke,

kan ikke,

kan ikke,

leve uden dig.

 

Jeg lukker mine øjne.

Bange for at se direkte ind i en levende,

pulserende, smertende sjæl.

Jeg trækker gardiner for og undslipper

til en verden uden tårer.

 

Her hører smerten op.

Lyden af din stemme forstummer

og efterlader mine øregange øde og forladte

mens blodet strømmer ned af væggene.

 

Prik mine øjne ud

af deres tomme huler.

Skær min tunge ud

af min gabende mund.

Bræk mine knogler og brænd mine sanser

på et bål i Edens have.

 

Jeg vil ikke se,

ikke tale,

ikke føle.

Lad mig leve i sanseløs uvidenhed.

en dag ved havet

han kniber øjnene sammen

stirrer på den nedgående sol

mens strålerne

flyder

brænder

hans kolde krop

 

vejen kan han ikke finde

imellem træer og buskads

snubler

falder

og ligger til sidst

med ansigtet vendt mod himlen

 

hans lunger tømmes

men fyldes med luft

igen

uden at vide hvorfor

pumper hjerte

blodet cirkulerer

i en krop

der for længst burde være borte, slukket

givet op

 

han tænker på forløsningen

han har hørt den findes

det er faktisk derfor han går

Går og går

i stå