Om natten er her stille.

Bilernes fjerne susen forsvinder

med solens purpur stråler

i aftenens sidste orgasmerøde glimt.

- Selv mågerne er stille.

 

I min have på kanten af verden,

er der tyst.

Jeg går stille aftenture

imellem tanker og betænkninger

og dufter til det spirende nye.

 

Den kølige aftenluft kysser min kind,

som jeg ved den kysser din

på din fjerne, forjættede veranda.

På min læber er smagen, af dig,

forvitret og forsvundet.

 

Når morgenen gryr, og den varme luft

skærer huller i mine trætte øjne,

trodser jeg dit nærvær i mine tanker

og går i seng.

- alene.

 

Lad os svømme i uvidenhedens oceaner.

Lad mig kærtegne din krop,

fjernt fra sorgens sorte kyster.

Lad vores læber mødes

og drikke vand af måneklare kilder.

Lad os hvile vores udmattede kroppe på solens første stråler.

 

Det er bedre uden mig,

siger du, med mit hjerte i din hånd.

Men jeg

kan ikke,

kan ikke,

kan ikke,

kan ikke,

kan ikke,

kan ikke,

kan ikke,

leve uden dig.

 

Jeg lukker mine øjne.

Bange for at se direkte ind i en levende,

pulserende, smertende sjæl.

Jeg trækker gardiner for og undslipper

til en verden uden tårer.

 

Her hører smerten op.

Lyden af din stemme forstummer

og efterlader mine øregange øde og forladte

mens blodet strømmer ned af væggene.

 

Prik mine øjne ud

af deres tomme huler.

Skær min tunge ud

af min gabende mund.

Bræk mine knogler og brænd mine sanser

på et bål i Edens have.

 

Jeg vil ikke se,

ikke tale,

ikke føle.

Lad mig leve i sanseløs uvidenhed.